På Arken i Ishøj er netop åbnet en udstilling om blomster i kunsten, og blomster…
Musee Picasso – Paris – 5. januar 2018
Picasso – 1932
Musee Picasso i Paris er det væsentligste Picasso museum i verden, med en meget stor og koordinerende samling af Picasso’s kunst fra hele hans virke, der strakte sig over 7 årtier.
Museet ligger i Marais-kvarteret, tæt på Place de Vosges, og er beliggende i et fabelagtigt palæ, Hotel de Sale. Palæet blev bygget i 1659 og tilhørte en rig familie, gik i arv eller blev solgt flere gange, indtil det i 1815 blev eksproprieret af staten.
Bygningen blev nylig ombygget væsentligt, og der blev tilføjet en meget fin og arkitektonisk velfungerende publikumsindgang med informationsområde, garderobefaciliteter, museumsbutik, ligesom den øverste etage i palæet er blevet fornyet/istandsat, så udstillingsområdet er væsentligt udvidet.
Og museet er smukt og fint og vel-renoveret og et behageligt sted at opholde sig, og dejligt sammenhængende.
Musee Picasso har også ved Picasso’s død fået overdraget samlingen af hans efterladte noter, bøger, skitser, personlige arkiver og genstande, og museet har flere hundrede kasser med materialer fra Picasso’s private bo; mange af kasserne har museet slet ikke fået minutiøst gennemgået og journaliseret endnu.
Og den samling af efterladte personlige arkiver og genstande var omdrejningspunktet på udstillingen ‘1932’, hvor en del af hans noter, korrespondance, fotos, malerier, tegninger m.m. fra året 1932 blev udstillet.
Og det er jo mageløst at han har gemt så meget. Det er jo fantastisk at tænke sig, at han allerede i 1932 var en stor og anerkendt kunstner, at han i 1932 (året hvor Hitler endegyldigt tog magten i Tyskland, og tegnene på formørkelsen af Europa var tydelige) blev 50 år, og at han var – og stadig i dag er – så moderne.
En dejlig oplevelse af museet og udstillingen, og jeg gennemgik denne udstilling med en skøn nysgerrighed, undren, forundring og spænding. Og der udkrystalliserer sig bagefter, efter at jeg samler alle mine følelser omkring den, en samlet oplevelse af Picasso’s år 1932. Og af museet, som jeg helt sikkert snart besøger igen.